Patrick Moloney

6. juli 2021

Taksonomi for cirkulær økonomi: Derfor skal vi tale det samme sprog

Hvorfor designer vi ikke bare affaldet og forureningen væk, holder ressourcerne i gang eller regenererer natursystemerne? I samfundet og i virksomhederne Hvis de centrale principper i den cirkulære økonomi giver mening, hvordan kan det så være, at omstillingen går så langsomt? Denne artikel undersøger, hvorfor og anbefaler, at der vedtages et nyt fælles sprog ud fra EU's taksonomi for cirkulær økonomi.

Forhindringerne for omstillingen til cirkulær økonomi ser overvældende ud. De viser sig på forskellige måder, afhængigt af det perspektiv, man ser dem i. Et gennemgående tema er den åbenbare mangel på en fælles definition, fælles kriterier og fælles mål.
Historien om Babelstårnet fortæller, hvordan fælles ambitioner smuldrer uden et fælles sprog. Hvis alle organisationer (i både den offentlige og den private sektor) taler forskellige sprog eller bruger forskellige dialekter i forhold til omstillingen til cirkulær økonomi, bliver det meget vanskeligt at gøre fremskridt.
Og her taler vi om fremskridt, der er påtrængende nødvendige for at bevare vores naturressourcer, beskytte og bevare vores biodiversitet og reducere CO2-emissionerne drastisk.
Hindringerne er forskellige fra sektor til sektor og fra offentlig myndighed til privat virksomhed. Jo flere hindringer, der findes, desto mindre tilbøjelighed er der til at investere i den cirkulære omstilling, uanset om det handler om offentlige udgifter eller private investeringer. Nedenfor skitseres nogle af hindringerne set fra to perspektiver: en initiativtager til et tiltag eller projekt i forhold til cirkulær økonomi og perspektivet set fra en investors side. Listen over hindringer er langt fra udtømmende, hvilket blot understreger de udfordringer, vi står over for.
Der er behov for en fælles definition og sektorspecifikke kriterier, der definerer, hvad det vil sige at være cirkulær i en bestemt sektor, og desuden hvordan man måler. Men hvem skal tage føringen? Og endnu vigtigere: Hvem har bemyndigelse til ikke blot at skabe et fælles sprog, men også at gøre sproget til en standard?
EU's taksonomi
Måske ikke et officielt, fælles sprog, men det er forholdsvis tæt på: EU's taksonomiforordning vil kræve, at de fleste europæiske finansielle institutioner og ikke-finansielle virksomheder skitserer den miljømæssige bæredygtighed for deres økonomiske aktiviteter.
I denne sammenhæng er cirkulær økonomi et ud af seks nøgleområder for taksonomien. De første erklæringer om EU's taksonomi skal komme inden udgangen af 2021 og i løbet af 2022. Det er ret komplekse rammer, og derfor er det vigtigt at begynde at tilpasse sig til EU's taksonomi så hurtigt som muligt. Ud over at cirkulær økonomi og taksonomi rimer på hinanden, hvilken forskel vil de da kunne gøre? Lad os se på, hvad der ligger bag ideen om en taksonomi for cirkulær økonomi.
Cirkulær økonomi i EU's taksonomi
EU har gennem de seneste år sat fokus på den cirkulære økonomi. Her spiller tre dokumenter en vigtig rolle for både at prioritere og definere den cirkulære økonomi. EU's taksonomiforordning trådte i kraft i juli 2020. Den tager udgangspunkt i disse publikationer for at definere, hvordan en økonomisk aktivitet kan kvalificeres som en væsentlig bidragyder til omstillingen til en cirkulær økonomi.
De centrale kriterier for, hvordan en økonomisk aktivitet vil bidrage væsentligt, er skitseret nedenfor i seks overskrifter. Den delegerede retsakt, som forventes offentliggjort inden for de kommende måneder, vil beskrive særlige kriterier med særlige mål, tærskler osv. ud fra disse centrale kriterier.
Ressourceeffektivitet: Bruge naturressourcer mere effektivt i produktionen, herunder bæredygtigt producerede biobaserede og andre råmaterialer.
Holdbarhed og reparationsmuligheder: Øge holdbarheden, reparationsmuligheder, opgraderingsmuligheder eller genbrug af produkter, især i forbindelse med design og produktion.
Farlige stoffer: Foretage en betydelig reduktion af indholdet af farlige stoffer og erstatningsstoffer, der giver anledning til meget stor bekymring, i materialer og produkter.
Sekundære råmaterialer: Øge anvendelsen af sekundære råstoffer og deres kvalitet, herunder genanvendelse af affald af høj kvalitet.
Forlænge brugen: Forlænge brugen af produkter, blandt andet gennem genanvendelse, design for lang levetid, nye anvendelser, demontering, genfremstilling, opgraderinger og reparation samt deling af produkter.
Forebyggelse og reduktion: Forebygge og reducere affaldsdannelse fra udvinding af mineraler og affald i forbindelse med opførelse og nedrivning af bygninger.
Den delegerede retsakt vil indeholde særlige kriterier for virksomheder, f.eks. inden for landbrug, energi og produktion, transport, byggeri og fast ejendom. Klare beskrivelser af aktiviteterne og tekniske screeningskriterier vil blive beskrevet. For den cirkulære økonomi vil dette virkelig være et afgørende øjeblik.
Udnyttelse af muligheden
EU's taksonomi handler om langt mere end tilpasning. I forbindelse med omstillingen til en cirkulær økonomi sætter en egentlig taksonomi én gang for alle den cirkulære økonomi øverst på dagsordenen for bæredygtig finansiering, og den flyttes i høj grad fra periferien og ind i centrum. For at maksimere mulighederne skal der gøres en indsats nu for at identificere og udnytte mulighederne.
Der findes tilstrækkelig information og vejledninger til at give en rimelig indikation af, hvad det vil sige at bidrage væsentligt til omstillingen til cirkulær økonomi. Når en finansiel institution eller en ikke-finansiel virksom viser, at den bidrager væsentligt til omstillingen til cirkulær økonomi, får den en lang række muligheder.
Mange organisationer, der kommer til at bidrage væsentligt til klimamålsætningerne, vil også komme til at bidrage til omstillingen til cirkulær økonomi. Men hvad med dem, der ikke bidrager til forebyggelse eller tilpasning? Hvad betyder det for "katalysatorer" eller SMV'er? Hvilke muligheder er der i en taksonomi for cirkulær økonomi for investeringsverdenen?
Ikke-finansielle virksomheder, der ikke bidrager til klimamålsætningerne
Mange ikke-finansielle virksomheder bidrager ikke væsentligt til modvirkning af eller tilpasning til klimaændringerne. Sådanne virksomheder får mulighed for at vise, at de bidrager til den grønne omstilling, og at de tilpasser sig til taksonomien gennem aktiviteter, der bidrager til den cirkulære omstilling.
En producent, der måske har svært ved at vise, at den bidrager til den grønne omstilling, kan for eksempel bruge højere andele af sekundære råmaterialer og derigennem vise, at den bidrager til den grønne omstilling gennem cirkulær økonomi. Sådanne virksomheder vil på den måde få nogle rammer til at følge og kommunikere positive fremskridt og bidrag, så de forbedrer deres brand og værdien af virksomheden og dens produkter.
Katalysatorer
Omstillingen til cirkulær økonomi vil i højere grad end alle EU's andre taksonomiske mål være afhængig af katalysatorer. Det kan f.eks. være digitale platforme, der muliggør deling, eller det kan være materialeteknologier, der muliggør genfremstilling. En cirkulær taksonomi giver betydelige muligheder for, at den slags katalysatorer kan klassificeres som centrale for den cirkulære omstilling og dermed som centrale for hele den grønne omstilling.
Det giver betydelige muligheder for at øge evnen til at tiltrække investeringer og forbedre opfattelsen af, at man er relevant for bæredygtighedsdagsordenen. Disse katalysatorer skal ikke blot indse, at de faktisk er relevante. De skal også kommunikere det klart, både for at tiltrække investeringer, for at styrke brandet og for potentielt at udvide deres kundegrundlag.
SMV'er
Det vil ikke være obligatorisk for SMV'er at tilpasse sig til taksonomien på kort sigt (selvom det forventes, at SMV'ernes pligter vil blive udvidet på lang sigt). SMV'er, der kan vise, at de bidrager til omstillingen til cirkulær økonomi, vil dog finde det lettere at få adgang til grøn finansiering.
Tilpasning vil også være et stærkt kommunikationsværktøj, der forbedrer brandet og giver et grønt image. Dette vil i endnu højere grad gælde for SMV'er, der ikke kan bidrage til andre mål. SMV'er, der viser tilpasning til taksonomien for cirkulær økonomi, vil være mere attraktive leverandører end deres konkurrenter, især hvis de virksomheder/kunder, som SMV'en leverer til, er juridisk forpligtede til at tilpasse sig til taksonomien.
Investoren
Investoren ser ikke kun på brandet og tilpasningen af porteføljen, men også på investeringsrisikoen. Undersøgelser og identifikation af investeringsmuligheder, der bruger sproget i den eksisterende og den forventede taksonomi, giver en investor forventninger om større afkast af investeringer i den cirkulære økonomi. Det kan være mere fordelagtigt end at vente til 2022, hvor cirkulære investeringsmuligheder også vil blive meget attraktive for andre investorer og derved få investeringsomkostningerne til at stige.
Fremtiden
Det er klart, at taksonomien for cirkulær økonomi ikke bliver perfekt, men det bliver mere og mere tydeligt, at den er nødvendig. Det er nødvendigt at definere cirkularitet og at identificere baselines og referencepunkter, det er nødvendigt at indgyde tillid i den finansielle verden, og det er også nødvendigt at kommunikere til interessenterne med et forståeligt og konsistent ordforråd.
Nogle vil ikke komme med, og nogle vil have svært ved tilpasningen. Når man skaber definitioner og opbygger et fælles sprog, kan det ikke undgås, at nogle parter ikke kommer med i første omgang. Her er det vigtigt, at dette er det første forsøg på at skabe et fælles sprog, og at EU klart erkender, at processen er præget af "learning by doing". Der vil komme feedback, man vil lære af erfaringerne, sproget vil blive finpudset, og listen over relevante parter vil blive udvidet.
Men først og fremmest står det nu klart, at omstillingen til en cirkulær økonomi vil få fremdrift som et direkte resultat af en taksonomi for cirkulær økonomi. En taksonomi for cirkulær økonomi vil opstille definitioner og beskrivelser, der er specifikke for økonomiske aktiviteter, og der vil blive opstillet kriterier – og endnu vigtigere – mål og tærskler.
De, der prioriterer både taksonomitilpasning og den cirkulære omstilling inden for deres egen virksomhed eller finansielle institution, vil ikke blot opnå en markedsfordel, men vil også komme til at spille en vigtig rolle i den grønne omstilling.

Vil du vide mere?

  • Patrick Moloney

    Director, Sustainability Consulting

    +45 51 61 66 46