Vi kan nu måle værdien af naturbaseret klimatilpasning

    Naturbaserede klimatilpasningsløsninger skaber socioøkonomisk og rekreativ værdi, der rækker ud over det primære fokus på at reducere oversvømmelsesrisikoen. Denne værdi kan måles med værktøjet NBS Value, som Rambøll har udviklet og for nyligt anvendt på en række projekter i Aarhus.
    NBS Value - 1

    NBS Value gør det muligt at kvantificere og prissætte de såkaldte merværdier, som håndtering af regn – og/eller fra stormflod – på terræn gennem naturbaserede løsninger kan være med til at skabe i et givent område. Eksempler på sådanne merværdier kan være større folkesundhed, mere attraktive byområder og øget biodiversitet. Dermed giver NBS Value et godt grundlag for at vurdere og sammenligne den langsigtede og samlede værdiskabelse af forskellige løsningstyper.

    “Blå-grønne løsninger i bymiljøer kan levere en værdi, der rækker langt ud over vandhåndtering og -behandling. Muligheden for at sætte en konkret værdi på disse ’sidegevinster’ styrker beslutningstagningen og understøtter udviklingen af mere klimaresiliente byer – og det er rigtig spændende,” siger Allan Bo Mikkelsen, projektleder for Klima & Spildevand hos Aarhus Vand.

    Merværdier i Aarhus

    I samarbejde med Aarhus Vand har Rambøll anvendt NBS Value-værktøjet i tre forskellige projektområder i Aarhus: Åbyhøj, Fredensvang og Vesterbro Torv. Projekterne repræsenterer forskellige skalaer og faser, fra lokale indsatser til større byudviklingstiltag.

    I alle tre tilfælde viser analyserne foretaget med NBS Value et klart mønster: Når merværdier medregnes, leverer naturbaserede løsninger en markant større samlet værdi end traditionelle tilgange, hvor vandet oftest håndteres i rør under jorden.

    I Åbyhøj fokuserede analysen på to grønne gader og en bypark.

    Resultaterne viser, at:

    • Grønne gader forbedrer både trafikforhold og -sikkerhed
    • Parken skaber plads til rekreation, fysisk aktivitet og biodiversitet

    Den beregnede samfundsøkonomiske værdi af disse løsninger anslås til at ligge på mindst 5,3 mio. kroner om året. Yderligere blå-grønne tiltag er dog siden blevet implementeret i bydelen, hvilket betyder, at den beregnede værdi kun repræsenterer en del af den samlede merværdi i området.

    Fredensvang

    I Fredensvang blev seks typer af indsatser analyseret, herunder parker, gader, boligområder og offentlige rum. Disse blev anvendt til at vurdere tre veje at gå:

    • En rørbaseret løsning
    • En komplet naturbaseret løsning
    • En hybridtilgang

    Allan Bo Mikkelsen siger:

    “Rambøll hjalp os med at beregne og prissætte merværdier skabt igennem disse tre meget forskellige projekter – et kloaksepareringsprojekt i stor skala med grønne løsninger på tværs af ca. 200 hektar, et allerede afsluttet projekt, og et stort byfornyelses- og klimainitiativ i det centrale Aarhus. Disse processer har været meget lærerige.”

    Resultaterne viser, at:

    • Naturbaserede løsninger leverer størstedelen af de samfundsøkonomiske gevinster – fire gange så mange som den hybride tilgang, mens den rørbaserede løsning ikke skaber nævneværdig merværdi
    • Et multifunktionelt design øger afkastet markant – og ekstraomkostningerne er kun begrænsede
    • Skalerbare løsninger som eksempelvis ’grønne gader’ skaber betydelig merværdi
    Transformation af Vesterbro Torv

    På Vesterbro Torv i Aarhus er der sat gang i et projekt, der skal omdanne et område domineret af megen trafik til et multifunktionelt byrum, der kombinerer klimatilpasning med udvikling af multifunktionelle rekreative områder.

    Resultaterne fra NBS Value-analysen af dette projekt viser, at:

    • Rekreative muligheder og oplevelsen af et forbedret byrum er de mest værdiskabende elementer
    • Den forbedring af både luftkvalitet og trafiksikkerhed, som projektet bidrager til, skaber også solid merværdi

    Projektet viser, hvordan relativt beskedne investeringer kan øge værdien af byrum markant, når der er indtænkt multifunktionelle løsninger.

    I Vesterbro Torv-projektet udgør anslås den årlige socioøkonomiske merværdi således til syv millioner kr. Derudover viser en cost-benefit-analyse – der inkluderer de prissatte merværdier – at for hver krone, der investeres i projektet, får byen ca. halvanden krone retur.

    Relevant data

    Samarbejdet mellem Ramboll og Aarhus Vand viser dermed alt i alt, at kvantificering af merværdier kan give relevante indsigter, når der skal træffes beslutninger om klimatilpasningsprojekter.

    Læs mere om NBS Value her

    RELATEREDE PROJEKTER

    Se alle
    • Ramboll Foundation
    • Henning Larsen

    Lyse idéer. 

    Bæredygtig forandring.

    Logo
    • © 2026

    • Terms of use and Privacy Policy
    • Whistleblower