Rambøll bag en af Kinas største vindmølleparker

Rambøll designede en af de største vindmølleparker i Kina med kapacitet til at forsyne 350.000 husstande med grøn energi.
AdobeStock_274365813
Kina øger hurtigt sin udbredelse af vedvarende energi. Ifølge Det Internationale Energiagentur forventes næsten halvdelen – 43 % – af al ny vedvarende energi globalt at blive bygget i Kina fra 2021-2026. Vind- og solenergi bliver derfor i stigende grad en del af Kinas energiforsyning, og den kinesiske regering har sat et mål om at nå 1.200 GW vind- og solenergi inden 2030.
Det kinesiske vindkraftmarked er det største på verdensplan med en installeret kapacitet på 344 GW, hvilket svaret til en global markedsandel på 41 %, ifølge World Wind Energy Association. Mere end halvdelen af verdens installerede havvindkapacitet er i Kina, og det er dermed det største havvindmarked på verdensplan.
SPIC Binhai North Phase 2 Offshore Wind Farm i Jiangsu-provinsen, fem timer nord for Shanghai, er en af Kinas største, bestående af 100 møller med en kapacitet på 400 MW, hvilket svarer til det samlede energiforbrug for 350.000 husstande.
Rambøll har været en nøgleprojektpartner og har designet de 100 stålturbinefundamenter, 400 MW transformerstationen og udviklet koncepter til transformere, afbrydere og kabler. Rambøll udviklede også designgrundlaget til at evaluere indvirkningen af bølger, strømme og geotekniske forhold på vindmølleparken. Projektet var en fortsættelse af fase 1, bestående af 100 MW, som blev operationelt i 2016, og her var Rambøll hoveddesigner af møllefundamenterne. Det var første gang, at en enkelt rådgiver tegnede både transformerstationen og vindmøllefundamenterne på en havvindmøllepark i Kina.
Udfordrende jordbundsforhold
Vindmølleparken ligger 22 km ud for kysten i et område, som er udsat for jordskælv, og hvor der er meget bløde jordbundsforhold. Havbunden består af aflejringer, som skylles ud af de store floder, hvilket udgør en høj risiko for likvefaktion af jorden. Dette stiller unikke krav til design og konstruktion af fundamenterne, som placeres 60 meter under havbunden for at understøtte møllerne i 14-18 meters dybde. De udfordrende betingelser på stedet krævede innovative løsninger på det kinesiske marked, der adskiller sig fra det standarddesign, som normalt blev brugt på det nordeuropæiske marked.
Sammenlignet med lignende vindmølleparker i Europa blev dette projekt udført på den halve tid. Rambølls evne til hurtigt at levere omkostningseffektive resultater i fase 1 af projektet var derfor afgørende for at sikre det vindende bud til anden fase.
Projektet blev udført af eksperter fra Rambøll i tæt samarbejde med vores miljøeksperter i Kina.
Kunden var Huadong Engineering Corporation. Udvikleren og ejeren af vindmølleparken er State Power Investment Corporation (SPIC). SPIC er en stor statsejet virksomhed, der er engageret i at udvikle bæredygtig energi og dermed forblive globalt konkurrencedygtig. SPIC findes i 36 lande med ambitioner om at komme ind på det europæiske havvindmarked. SPIC Binhai North Phase 2 Offshore Wind Farm blev færdiggjort i slutningen af 2016.

"Rambøll kunne levere en løsning, der var 20 % billigere end dem, konkurrenterne havde at tilbyde, og kunne levere en mere gennemtænkt løsning på grund af deres brede palet af kompetencer."

Zhang Yi
projektleder hos State Power Investment Cooperation

Vis alle