Bæredygtige byer og samfund, der er gode at leve i
Ramboll
11. maj 2026
Rambøll fuldfører opkøbet af Envidan og påbegynder sammenlægning
Med de nødvendige godkendelser på plads og en afsluttet transaktion, vil Rambøll og Envidan nu opbygge en førende global vandforretning og styrke Rambølls tilstedeværelse i Danmark, Norge, Sverige og Finland.

Rambøll har gennemført overtagelsen af den danske vand- og spildevandsspecialist Envidan, der således skifter ejerskab fra den europæiske private equity-virksomhed Waterland og en gruppe minoritetsaktionærer.
Sammenlægningen af Envidan og Rambølls vandrådgiverteam vil skabe en nordisk vandspecialist med kapacitet og ekspertise til at håndtere alle typer vand- og klimarelaterede udfordringer for alle kunder og samfund. Envidan vil for nuværende fortsætte med at anvende selskabets eksisterende virksomhedsregistreringsnumre.
”Vi er stolte af at byde Envidans specialister velkommen i Rambøll. Jeg ser det som et vigtigt skridt for Rambølls globale vandforretning og en markant styrkelse i vores nøglemarkeder at slå kræfterne sammen med Envidan. Vores fælles kapaciteter og ekspertise vil gøre os i stand til at støtte alle typer kunder med hele spektret af vandløsninger. Det betyder, at vi for alvor kan accelerere bæredygtige resultater for både kunder og samfund,” siger Christian Jensby, koncernchef, Rambøll.
Som en del af den samlede organisation vil Envidans tre kerneforretningsområder rådgivning, ’turnkey’-løsninger og software indgå i den fælles portefølje af ydelser og produkter. Envidan tilføjer omkring 500 specialister til Rambølls organisation med kontorer i Danmark, Norge og Sverige. Sammen med Rambølls internationale team af vandspecialister vil den samlede vandorganisation vokse til cirka 1.500 eksperter, hvoraf de 1.000 er placeret i Norden.
De brede kompetencer i Envidan og Rambøll spænder fra rådgivning til specialiserede tekniske ydelser, som kan anvendes i alle typer projekter, fra oversvømmelsesrisikostyring og vandressourceplanlægning til dæmningsteknik, design af renseanlæg og genopretning af vandløb.
”Vores tilgang til denne integration er at behandle den som en ægte fusion. Vi vil beskytte det, der fungerer, og ikke harmonisere udelukkende for standardiseringens skyld. Vores umiddelbare fokus vil være på kunder, mennesker og kultur. Vi vil lære hinanden at kende, samarbejde om projekter og tilbud, samt sikre kontinuitet for kunder og partnere, mens vi planlægger den videre fusionsproces,” siger Esther Bosman, ledende direktør i Rambøll Water.
For at sikre et effektivt samarbejde fra første dag sammen, vil Envidan og Rambøll i fællesskab stå for tilbud, projekter og videndeling, hvilket vil ske ud fra en række fælles principper om kundeengagement og internt samarbejde.
Envidans tidligere CEO, Ole Fritz Adeler, tiltræder som seniordirektør i Rambøll Water Nordics med reference til Esther Bosman, ledende direktør for Rambøll Water.
”Sammenlægningen af Rambøll og Envidan samler to stærkt komplementære organisationer med stærke værdier og en dyb forpligtelse til bæredygtighed. Jeg ser frem til at arbejde på tværs af Danmark, Sverige, Norge og Finland for at opbygge en samlet nordisk vandorganisation, der kombinerer Envidans teknologidrevne løsninger med Rambølls internationale størrelse og brede serviceudbud,” siger Ole Fritz Adeler, tidligere CEO for Envidan og nyudnævnt seniordirektør i Rambøll Water Nordics.
Kombinationen vil yderligere udvikle Rambølls nordiske forretning og hjælpe virksomheden med at imødekomme de stigende markedsbehov.
Indtil videre vil Envidan blive markedsført som ”Envidan – part of Ramboll”. Det sker for at skabe klarhed på markedet og tydeligt signalere, at Rambøll og Envidan fra begyndelsen bygger én fælles enhed.
”Envidan-handlen er vores første exit i Danmark og en vigtig milepæl for Waterland. Udviklingen af Envidan til en førende nordisk vandvirksomhed er et bevis på, hvordan vi skaber værdi gennem tæt partnerskab med ledelsen for at frigøre selskabets fulde potentiale. Vi er overbeviste om, at Rambøll er den rigtige partner for Envidan, og vi ser frem til at følge deres fortsatte rejse,” siger Nicklas Guldberg, leder af Waterland Nordics.
Om Rambøll
Rambøll er en global arkitekt-, ingeniør-, og konsulentvirksomhed grundlagt i Danmark i 1945. Rambølls mere end 18.000 eksperter skaber bæredygtige løsninger inden for byggeri, transport, arkitektur & landskab, miljø & sundhed, energi og managementrådgivning. Verden over kombinerer vi lokal erfaring med global ekspertviden for at skabe bæredygtige byer og samfund. Vi kombinerer indsigt med evnen til at drive positive forandringer for vores kunder i form af ideer, der kan realiseres og implementeres.
Om Envidan
Envidan blev grundlagt i 1995 i Danmark og er en rådgivende ingeniørvirksomhed, der leverer løsninger til forsyningsselskaber, kommuner og industrier inden for spildevand, vandforsyning, afvanding, klimatilpasning og naturgenopretning. Fra vores 21 kontorer i Danmark, Norge og Sverige arbejder vi med hele værdikæden, og når vi arbejder med kunder, er bæredygtighed, vandekspertise og en digital tilgang altid i centrum for vores arbejde.
Om Waterland
Waterland er en uafhængig europæisk kapitalfond, der er dedikeret til at støtte iværksættere i at realisere deres vækstambitioner. Waterland forvalter for mere end 20 mia. euro og opererer på tværs af 11 kontorer i ni lande med et team på mere end 200 professionelle. Waterland blev grundlagt i 1999.
Vil du vide mere?
Christian Kjærgaard-Winther
Media Relations Manager, Nordics
+45 26 46 94 78