Anders Nimgaard Schultz
4. december 2024
Politikernes tøven bremser grønne fly og eksportdrømme
Manglende politisk handling og høj finansieringsrisiko skaber usikkerhed om fremtiden for produktion af grønne brintbaserede flybrændstoffer i Danmark. Det viser en ny undersøgelse blandt de vigtigste aktører i Danmark, foretaget af Rambøll.
En ny undersøgelse fra Rambøll viser en voksende bekymring omkring Danmarks fremtidige produktion af grønne brintbaserede flybrændstoffer (e-SAF). Selvom aktørerne i branchen anerkender mulighederne for både produktion og eksport af grønne flybrændstoffer, mener de ikke, at de nødvendige politiske rammer er på plads til at opfylde klimaambitioner og investeringsmål.
I undersøgelsen, der omfatter svar fra 45 af de væsentligste aktører, heriblandt selskaber som Norwegian og European Energy, mener kun henholdsvis 23 % og 41 %, at Danmark vil opfylde klimamålene for grøn indenrigsflyvning i 2025 eller 2030 – og halvdelen tvivler på, at EU's mål om grønne brændstoffer kan imødekommes.
"Det er ingen hemmelighed, at investeringerne i grønne brintbaserede brændstoffer er faldet markant, hvilket blandt andet blev tydeligt, da Ørsted tidligere i år droppede et stort projekt,” siger Anders Nimgaard Schultz, direktør for Power-to-X og gasinfrastruktur hos Rambøll.
”Vores undersøgelse viser, at selvom flyselskaber, lufthavne og producenter af brændstof er klar til at gå i luften med produktion og eksport at brintbaserede grønne flybrændstoffer, så bremser uafklaret politik og finansieringsrisici investeringslysten og skaber usikkerhed. Brændstoffer, som er produceret gennem Power-to-X, er helt nødvendige, hvis vi skal gennemføre en effektivt grøn omstilling af den globale luftfart.”
Aktørerne efterlyser politisk handling
Undersøgelsen viser desuden, at 51 % af aktørerne ser den manglende politiske støtte, som den største barriere for brug af e-SAF.
Ifølge Anders Nimgaard Schultz, er der et presserende behov for nytænkning i Danmark og for at regeringen tager initiativ til at brændstoffer bliver købt på langsigtede kontrakter af en ny aktør, som sælger dem videre på kortsigtede kontrakter: ”Aktørerne arbejder nemlig typisk med kortsigtede kontrakter, og det gør det udfordrende at skabe den langsigtede forsyningssikkerhed og prisstabilitet, som investorer kræver for at etablere nye produktionsanlæg,” siger Anders Nimgaard Schultz.
”Det er vigtigt, vi får sikret etablering af de første anlæg, så de kan begynde at producere. Vi skal sikre, at aktørerne i fællesskab tager den øgede omkostning, der er i starten og ikke giver en konkurrencemæssig fordel til de købere, som venter på mere lukrative kontrakter,” understreger Anders Nimgaard Schultz og fortsætter: ”Lidt sker der dog: 15. november indgik SAS og CIP et partnerskab om grønt flybrændstof. Det viser, at både aftagere og producenter ønsker en forandring, men har også et klart signal til politikerne om, at der er behov for, at de byder ind.”
Kan skabe 15.000 nye job i Danmark
Med en målrettet strategi for e-SAF kan Danmark skabe en milliardindustri, der bidrager til global dekarbonisering, ifølge Rambøll. Beregninger fra rådgivervirksomheden viser, at aktiviteterne inden for eksport af e-SAF kan generere op mod 5 milliarder kroner om året allerede fra 2030. Desuden kan aktiviteterne skabe cirka 10.-15.000 nye stillinger i Danmark.
Rambøll har spurgt branchen, hvorvidt den mener, at Danmark skal satse på både produktion og eksport af grønne flybrændstoffer baseret på Power-to-X, eller kun den ene af delene. Her svarer 78 %, at Danmark skal satse på både produktion og eksport.
"Danmark står over for en gylden mulighed for at gøre brintbaserede brændstoffer til en milliardindustri. Uden et målrettet sats på produktionen af e-SAF kan vi miste et enormt potentiale og misse en kritisk chance for at udnytte vores ressourcer. Det ville være en skam, fordi aktørerne er af den overbevisning, at Danmark bør gøre mere end bare fremstille og eksportere grøn elektricitet. Vi bør ligeledes omdanne denne energi til grønne molekyler, så vi er med til at udfase fossile brændstoffer i tung transport på vejene, til søs og i luften på globalt plan," forklarer Anders Nimgaard Schultz.
Fakta: Om strammere krav til luftfarten
De kommende år skærpes kravene til brugen af e-SAF, som skal bidrage til at nedbringe luftfartens udledninger. Regeringens mål er, at Danmark skal have en grøn indenrigsrute i 2025 og grøn indenrigsflyvning i 2030. Men den globale produktion udgør mindre end 0,1 % af den nødvendige mængde for at nå målet om netto-nulemission i 2050.
Fakta: Om undersøgelsen
I Rambølls årlige holdningsundersøgelse blandt de vigtigste aktører inden for Power-to-X på det danske marked zoomer vi i år ind på e-SAF, altså brintbaserede brændstoffer til fly. Kan og skal Danmark være leverandør af e-SAF, der kan dekarbonisere den globale luftfart? Hvilke forudsætninger skal være til stede, før virksomheder i Power-to-X-værdikæden i Danmark vil investere mere massivt i produktion af e-SAF, end vi ser det i dag? Og hvad kræver det af rammevilkår?
Undersøgelsen er baseret på et spørgeskema, der er besvaret af 45 respondenter blandt de vigtigste aktører inden for Power-to-X, herunder fx Norwegian, SAS, European Energy, Arcadia eFuels og DCC & Shell Aviation. Størstedelen af respondenterne er direktører og omfatter hele værdikæden: Energiproducenter og investorer, PtX-producenter og leverandører, virksomheder inden for transmission/ lagring/ distribution, slutbrugere, interesseorganisationer og vidensinstitutioner. Undersøgelsen blev foretaget i perioden 23. september til 21. oktober 2024.
Vil du gerne vide mere?
Anders Nimgaard Schultz
Director, Power-to-X & Gas infrastructure
+45 51 61 33 95