CO2 reduktion
Christian Kjærgaard-Winther
7. december 2025
Energinet vælger Rambøll til fremtidssikring af Danmarks elnet
Energinet har netop indgået en femårig rammeaftale med Rambøll om at opgradere Danmarks elnet. Det er niende gang, at Rambøll vinder en større opgave om at modernisere og nybygge transformerstationer rundt om i landet for at forberede og imødekomme et nationalt elforbrug på himmelflugt.

Rammeaftalen har en værdi af 350 mio. kr. og omhandler især transmissionsnettet med de høje spændingsniveauer (150 kV - 400 kV), som populært kan kaldes elektricitetens motorveje. Opgaverne omfatter projektering, bygge- og anlægsarbejde samt tilsyn af samme i forbindelse med etablering af Energinets højdespændingsstationsanlæg.
”Vi er stolte af igen at blive valgt til opgaven om at bistå Energinet med at fremtidssikre danskernes elforbrug. Det er en vigtig opgave ikke bare for os som Danmarks største rådgiver, men også for landet som helhed. Der er mange komponenter og systemer, der skal spille sammen, før man kan sætte anlæg som disse i drift. Men uden en massiv udbygning af elnettet, risikerer store dele af Danmark at opleve knaphed og begrænsninger,” siger John Ammentorp, Global Serviceline Director i Rambøll.
I 2035 forventer Energistyrelsen, at strømforbruget i Danmark vil være mere end fordoblet. Den primære årsag til denne kraftige vækst i efterspørgslen er den grønne omstilling samt elektrificeringen af varme- og transportsektoren og udvidelsen af datacenterindustrien.
Overhaling af det danske elnet
Det stigende forbrug stiller større krav til energinettet om at transportere strømmen på en stabil og effektiv måde. Uden investeringer i stærkere elnet risikerer den grønne omstilling at blive bremset af manglende kapacitet.
Hundredvis af transformerstationer over hele landet gør det muligt for strømmen at finde vej gennem systemet fra indgående til udgående kabler. I dag har Danmark ikke nok transformerstationer til at løfte morgendagens stigende forbrug, og de eksisterende stationer er ofte forældede og står overfor en omfattende opgradering og eftermontering for at øge kapaciteten og minimere risikoen for flaskehalse, når der kommer mere grøn energi ind i elnettet.
Stabil forsyning
Udbygningen er nødvendig for at sikre en stabil forsyning til både borgere og virksomheder. Og det bliver der brug for i fremtiden, da efterspørgslen kommer flere steder fra.
”Vi skal forberede Danmark til de stigende mængder strøm, som fremtidens elbiler, datacentre, industri samt skibe og fly drevet frem af grønt brændstof kræver for at fungere effektivt. Vi ser det som en anerkendelse af have opbygget et globalt team på cirka 350 rådgivere med årelange erfaringer på området og teknisk knowhow, der har bevist at kunne levere en stærk projekteksekvering og porteføljestyring,” siger John Ammentorp, Global Serviceline Director i Rambøll.
Globalt har Rambøll et stort aftryk på markedet for den grønne omstilling af elnet verden over, og er udover i Danmark også beskæftiget med udvidelse og modernisering af elnettet i både USA, England, Norge, Tyskland, Finland, Sverige og Polen.
Rambøll har indtil videre vundet opgaver og rammeaftaler inden for udbygning og opgradering af elnettet verden over på cirka halvanden milliard kroner.
Vil du vide mere?
John Ammentorp
Global Service Line Director, Buildings
+45 51 61 63 80