Christian Jensby tiltræder som koncernchef i Rambøll Gruppen senest den 1. maj 2026. Han kommer fra en stilling som administrerende direktør og Managing Partner i Deloitte Danmark, hvor han har været ansat siden 2011, de seneste tre år som administrerende direktør.
Christian Jensby har med succes drevet Deloittes transformation og har sammen med virksomhedens ledergruppe skabt solid vækst i både omsætning og indtjening. Tidligere har Christian Jensby stået i spidsen for Deloittes afdeling for CFO Services og været leder for virksomhedens Clients & Industries område (Chief Commercial Officer). Ydermere har Christian Jensby rådgivet topledelsen i internationale virksomheder på tværs af forskellige brancher og sektorer i Danmark.
”Jeg er glad for at kunne byde Christian Jensby velkommen som koncernchef i Rambøll. Christian er en anerkendt topleder, der kommer med mere end 10 års erfaring og dokumenterede resultater som leder af konsulentforretningen i Deloitte, og han har været administrerende direktør i Deloitte Danmark de seneste tre år. Rambølls bestyrelse er overbeviste om, at Christian besidder de rette færdigheder og kompetencer til at udvikle og eksekvere vores koncernstrategi og lede Rambøll gennem den næste fase af bæredygtig vækst. Vi er ligeledes overbeviste om, at Christian med sin ledelsesmæssige kapacitet er den rette til at videreudvikle Rambølls stærke organisation og mange dedikerede medarbejdere,” siger bestyrelsesformand Claus V. Hemmingsen, Rambøll.
Rambøll er en global arkitekt-, ingeniør- og konsulentvirksomhed med en førende position inden for bæredygtighed. Den nye koncernchef får ansvaret for mere end 18.000 eksperter med aktiviteter i 35 lande inden for Byggeri, Transport, Miljø & Sundhed, Energi, Vand, Arkitektur & Landskab samt Management Consulting.
”Det er en stor ære at få muligheden for at lede en så inspirerende, indsigtsfuld og velanset virksomhed som Rambøll. Rambøll er en virksomhed med et stærkt formål understøttet af en global ekspertise og passionerede medarbejdere, der skaber bæredygtige forandringer for kunder og samfund verden over. Rambølls udvikling gennem de seneste årtier har været imponerende. Jeg ser gode muligheder for yderligere vækst og et enormt potentiale for den positive påvirkning, Rambøll kan have på kunder og samfund. Jeg ser frem til at bidrage til Rambølls fortsatte succes,” siger Christian Jensby, ny koncernchef i Rambøll.
Med Christian Jensbys tiltræden vil direktionen bestå af CEO Christian Jensby, CFO Eva Kienle, CPO Lone Tvis, COO Michael Simmelsgaard og COO Peter Heymann Andersen.
Om Rambøll
Rambøll er en global arkitekt-, ingeniør-, og konsulentvirksomhed grundlagt i Danmark i 1945. Rambølls mere end 18.000 eksperter skaber bæredygtige løsninger inden for byggeri, transport, arkitektur & landskab, miljø & sundhed, energi og managementrådgivning. Verden over kombinerer vi lokal erfaring med global ekspertviden for at skabe bæredygtige byer og samfund. Vi kombinerer indsigt med evnen til at drive positive forandringer for vores kunder i form af ideer, der kan realiseres og implementeres.
Ejerskab
Rambøll Fonden er hovedejer af Rambøll Group A/S. Fondens primære mål er at fremme Rambølls fortsatte eksistens samt sikre den langsigtede udvikling af virksomheden, dens medarbejdere og de samfund, den tjener. Rambøll Fonden ejer 98 pct. af virksomhedens aktier. De resterende 2 pct. ejes af medarbejdere.
Vil du vide mere?
Claus V. Hemmingsen
Chair of Board of Directors

Christian Kjærgaard-Winther
Media Relations Manager, Nordics
+45 26 46 94 78
