Jesper Rasmussen
28. august 2024
Ny stor regnvandspark bliver nu til virkelighed
Den 24. august starter arbejdet med at gøre Kagsåparken i udkanten af København til en såkaldt regnvandspark, der mindsker risikoen for oversvømmelser i kraftigt regnvejr og øger vandkvaliteten i både Kagså og Harrestrup Å. Parken bliver også mere attraktiv for naboer og andre besøgende.
På grænsen mellem Herlev og Gladsaxe nordvest for København løber Kagså i dag igennem et aflangt grønt område. I tørvejr fungerer området som en grøn passage i en ellers befærdet og tætbebygget bydel, men når det regner kraftigt, har oplandets afløbssystem svært ved at følge med. Dette har resulteret i, at opblandet regn- og spildevand hyppigt giver overløb til Kagså, hvilket er en medvirkende årsag til den dårlige økologiske tilstand i Harrestrup Å.
Samtidig er området i en større analyse foretaget sammen med Harrestrup Å-samarbejdet udpeget som en vigtig lokalitet i forhold til at kunne håndtere og forsinke fremtidens kraftigere nedbørshændelser. Derfor har de to kommuner sammen med vandselskaberne HOFOR og Novafos besluttet at omdanne området til en såkaldt regnvandspark gennem projektet ’Kagsåparkens regnvandsprojekt’.
”Projektet vil opgradere Kagsåparken til en endnu mere attraktiv park, der via måden den er udformet på styrer, hvor regnvandet løber hen, og som har plads til langt større mængder vand end i dag,” forklarer Jesper Rasmussen fra Rambøll og uddyber:
”Over jorden vil det ske ved at anlægge søer og lavninger til forsinkelse af regnvandet. Bassiner forbindes af en ny strømrende, der efter forsinkelsen leder renset separat regnvand videre til Kagså. Og under jorden lægges en bassinledning, som kan tage imod spildevand blandet med regnvand, og som kan rumme store mængder vand og lede det meste retur til renseanlægget.”
Når regnvandsparken står færdig, vil der ske langt færre oversvømmelser i både parken og de omkringliggende boligområder, end der har gjort tidligere. Projektet vil desuden øge vandkvaliteten af både Kagså og resten af det system af vandløb, moser og søer, som åen er den del af.
Nu sker det
Projektet, som Rambøll har spillet og stadig spiller en nøglerolle i, har været i gang i mange år. Men nu er den samlede planlægnings- og projekteringsfase afsluttet, og entreprenøren – Aarsleff – klar til at gå i gang med den omfattende forvandling.
”Det har været superspændende og meningsfyldt at have været med i projektet siden skitsestadiet. Både teknisk og procesmæssigt er der tale om et projekt med høj kompleksitet, og der har været mange forhold at skulle tage højde for, i takt med at projektet er blevet mere og mere konkret. Derfor er det forløsende, at projektet nu går i jorden, og selvom opgravnings- og anlægsperioden bliver mindre spændende for naboer og trafikanter, vil den nye regnvandspark på sigt tilføre området mere værdi og færre bekymringer,” siger projektleder Jesper Rasmussen fra Rambøll.
Anlægsarbejdet går for alvor i gang nu, og det forventes, at den nye regnvandspark kan indvies i 2028. I løbet af efteråret 2024 inviterer projektholdet naboer og andre interesserede borgere indenfor på byggepladsen. Her kan man komme forbi til en god kop kaffe, hvis man har spørgsmål til anlægsarbejdet eller bare er nysgerrig på, hvad der sker bag byggepladshegnet.
- Den nye bassinledning vil kunne reducere de nuværende overløb fra afløbssystemet til Kagså fra mere end 50 gange om året i dag til i gennemsnit 10 gange om året, når anlægget er færdigt. Gladsaxe og Herlev Kommuner planlægger desuden at gennemføre andre projekter, der skal adskille regnvand og spildevand i oplandet inden 2028. Det vil reducere antallet af overløb yderligere til fem gange i gennemsnit om året.
- Parken vil få plads til op til 100.000 kubikmeter regnvand i lavninger og regnvandsbassiner
- Rambøll er hovedrådgiver på projektet og udfører en lang række services af både teknisk og procesrelateret karakter. Aarsleff er entreprenør, Gottlieb Paludan Architects er landskabsarkitekt, og KlimaKom varetager en række kommunikations- og formidlingsopgaver.
Læs mere på novafos.dk/kagsaa
Relaterede artikler
Vil du gerne vide mere?
Jesper Rasmussen
Senior projektchef
+45 51 61 88 20