Meike Verhey, Patrick Moloney

8. februar 2022

EU-taksonomien som en forretningsmæssig nødvendighed

VI nærmer os nogle vigtige tidsfrister, og derfor er det på tide at finde ud af, hvorfor en tilpasning til EU-taksonomien handler om meget mere end overholdelse. Læs videre for at få mere at vide om overholdelse og fem yderligere krav, der kan give en række fordele fra tilpasningsprocessen.

Med den obligatoriske tidsfrist i januar 2022 er der sat en betydelig milepæl i processen med at tilpasse sig EU-taksonomien. Tidsfristerne nærmer sig for offentliggørelse af miljømålene: modvirkning af og tilpasning til klimaændringer. Det forventes også, at de tekniske kriterier for de resterende fire mål snart bliver offentliggjort.
Mange forventer, at overholdelse bliver en af de vigtigste grunde til, at man tilpasser sig efter EU-taksonomien. VI har dog fundet en række andre strategiske grunde til, at det er nødvendigt at vurdere din virksomhed i forhold til EU-taksonomien.
Bidrager til din virksomhedens succes
Nogle virksomheder er ikke forpligtet til at rapportere om deres tilpasning, men ønsker alligevel at gøre det frivilligt af forskellige grunde. Andre har brug for at se en business case, før de starter det omfattende arbejde, der kræves for at vurdere, i hvor høj grad virksomheden er i overensstemmelse med EU-taksonomien. Dette rejser et centralt spørgsmål: Hvad gør tilpasning til EU-taksonomien til en forretningsmæssig nødvendighed?
Ud fra vores erfaringer og dialog med virksomheder, som skal rapportere i forhold til EU-taksonomien, har vi fundet seks vigtige grunde til, at en tilpasning til EU-taksonomien er afgørende for en virksomheds succes.
1) Overholdelse
Overholdelse er en af de mest enkle og overbevisende grunde til at tilpasse sig EU-taksonomien, i og med at den er fastsat ved lov. For virksomheder, der er omfattet af NFRD (Direktiv om offentliggørelse af ikke-finansielle oplysninger) eller SFDR (Regler om rapportering af bæredygtig finansiering), kræves der overholdelse allerede næste år. Virksomheder, der ikke er omfattet, vil sandsynligvis skulle rapportere om deres tilpasning fra og med 2024 under gennemgangen af NFRD: Direktivet om virksomheders bæredygtighedsrapportering (CSRD).
For hver af de tre grupper, der er berørt af EU-taksonomien, viser tidslinjen nedenfor, hvornår de skal rapportere om, hvorvidt de er omfattet af taksonomien, og hvornår de skal rapportere om tilpasning. Nogle virksomheder vil muligvis tilhøre flere grupper, f.eks. kan kreditinstitutter være omfattet af både NFRD som finansielt selskab og SFDR, når de tilbyder investeringsprodukter.

Tidslinje for rapportering om omfattelse af og tilpasning til taksonomien.

Ændrede tidsfrister, medlemsstaternes nationale gennemførelse af EU-direktiver og flertydighed i rapporteringskravene skaber uklarhed hos virksomhederne om, hvorvidt de skal overholde EU-taksonomien allerede i det kommende år. Under sådanne omstændigheder anbefaler vi en helgardering, hvor man begynder at screene tilpasningen af virksomhedens økonomiske aktiviteter.
På den måde vil virksomheden være forberedt uanset udfaldet. Den vil have alle processerne, systemerne og personerne på plads, når rapportering bliver obligatorisk i henhold til CSRD.
2) Pres fra (potentielle) finansielle partnere
De finansielle institutioner skal rapportere om deres taksonomi-tilpasning og får brug for input fra de entiteter, de investerer i. Finansielle institutioner får med andre ord brug for tilpasningsdata fra deres investeringsobjekter for at kunne beregne deres tilpasning.
Faktisk nævner flere af vores kunder, at deres finansielle partnere har lagt pres på dem for at oplyse om deres taksonomi-tilpasning allerede nu, selvom de i dag kun skal oplyse, hvorvidt virksomheden er omfattet af taksonomien.
Rapportering om taksonomi-tilpasning vil også øge virksomhedens adgang til finansiering. Taksonomi-tilpasning for ikke-finansielle selskaber vil sandsynligvis være retningsgivende for finansielle institutioners investeringsbeslutninger, fordi de ønsker en høj tilpasningsprocent. Mange vil sandsynligvis være mere interesseret i at investere i projekter og virksomheder, der har en høj taksonomi-tilpasning.
Når man søger ekstern finansiering af et projekt eller en virksomhed, vil det sandsynligvis blive lettere at tiltrække investorer, hvis man rapporterer om taksonomi-tilpasning.
Af de samme årsager kan potentielle investorer kræve rapportering om taksonomi-tilpasningen fra virksomheden eller projektet, inden de begynder at investere. Hvis virksomheden kan dele sin taksonomi-tilpasning, vil det lette dialogen med potentielle finanspartnere.
3) Accept fra omgivelserne
I takt med at taksonomien bliver et fælles ordforråd inden for definitionen af bæredygtighed, vil man se en mere udtalt forventning om stærke procenttal i forhold til tilpasningen fra offentlige myndigheder, relevante licensaftaler og pressionsgrupper. På samme måde som bæredygtighed er blevet nødvendig for at blive accepteret af omgivelserne, vil en tilpasning til EU-taksonomien vise, at man har en proaktiv og positiv tilgang til bæredygtighedsindsatsen, dokumenteret i et "fælles sprog".
Det viser en forpligtelse til langsigtet og bæredygtig værdiskabelse. Presset for at have et forspring i forhold til national lovgivning eller EU-lovgivning vil stige. En rimelig taksonomiprocent vil blive nødvendig for at blive accepteret som virksomhed, både i forbindelse med konkrete koncessionsaftaler, men også på det intuitive plan, for eksempel i forhold til den offentlige mening.
4) Krav fra køberne
Denne forretningsnødvendighed minder virksomheden om at overveje sin forsyningskæde og de konsekvenser, den vil få for kravet om at tilpasse sig til taksonomien. Købernes indkøbsfunktion vil sandsynligvis "pålægge" taksonomi-tilpasning, fordi deres indkøb af varer eller tjenester sandsynligvis vil indgå i deres egen tilpasning.
Tilpasning med en høj procentsats vil gøre en virksomhed til foretrukken leverandør for mange kunder, og det modsatte vil være tilfældet, hvis tilpasningen er lav. Interessenter på tværs af værdikæden vil forvente og kræve rapportering og sandsynligvis også kræve tilpasningsprocenter på et vist niveau. Uanset hvad vil tilpasning sandsynligvis blive et krav i forbindelse med indkøb.
5) Opbygning af modstandskraft i forretningen
En ambitiøs tilpasning til taksonomien vil give virksomheden et forspring i forhold til lovgivning, tilladelser, licenser og lignende. En stærk, kontinuerlig tilpasning vil sikre en stærk fremtidig position set fra flere vinkler, f.eks. overholdelse, effektivitet, brand, kunder osv.
Platformen for bæredygtig finansiering anerkender den store betydning af, at EU-taksonomien er på linje med og baserer sig på andre EU-direktiver og -forordninger. Det gælder ikke kun gældende forordninger og direktiver, men også direktiver, der er under udarbejdelse.
EU-taksonomien er også stærkt videnskabeligt funderet og i overensstemmelse med Paris-aftalens mål om bæredygtighed. Dermed bliver den rustet til fremtidig EU-lovgivning, især Den Grønne Pagt.
Ud over EU-lovgivningen baserer taksonomien sig også i høj grad på rammer, metoder og standarder for bedste praksis både generelt og sektorspecifikt og både nationalt og globalt. EU-taksonomien er udviklet med stærkt input og engagement fra sektorspecifikke interessenter. Derfor vil en tilpasning til EU-taksonomien gøre det lettere at tilpasse sig til bedste praksis i en sektor.
6) Effektivitet og innovation
Taksonomien driver effektivitet inden for mange områder, herunder energi, vand og materialer. Den stærke tilpasning vil øge den samlede effektivitet, men også føre til bedste praksis og brug af de bedste tilgængelige teknikker, der står til rådighed for de forskellige økonomiske aktiviteter, der er omfattet af taksonomien. Effektivitetsforbedringer og innovation giver ofte kvantificerbare økonomiske besparelser.
En tilpasning kan også fremskynde planlægningen af ansøgninger om byggemodning og tilladelser. Hurtigere planlægning, opførelse og drift af et anlæg bidrager direkte til at øge omsætningen og mindske omkostningerne fra forsinkelser.
Brug taksonomien som en mulighed
I det ovenstående har vi beskrevet de vigtigste grunde til, at EU-taksonomien er en forretningsnødvendighed og ikke blot en forpligtelse til at rapportere. Virksomheder vil sandsynligvis blive påvirket indirekte af EU-taksonomien gennem værdikæden, og det giver mening at arbejde aktivt med taksonomien ud fra et strategisk perspektiv.
Når man forstår årsagerne og deres relevans, bliver taksonomien til en forretningsmulighed. Uanset om en virksomhed skal overholde taksonomien eller ej, vil den sandsynligvis påvirke dens konkurrencemæssige position i den allernærmeste fremtid.

Vil du vide mere?

  • Meike Verhey

    Senior Consultant, Strategic Sustainability Consulting Ramboll Management Consulting

    +45 51 61 04 95

    Meike Verhey
  • Patrick Moloney

    Director, Sustainability Consulting

    +45 51 61 66 46