Den virkelige styrke ved urban kystudvikling er at lade vandet løbe, hvor det vil.

Kan du forklare, hvorfor kystklimatilpasning er en af de mest komplekse discipliner inden for byudvikling?

NEIL: Det korte svar på det spørgsmål er ejerskabet af jord og ejendom. Kysttilpasning i byer kræver næsten altid, at mange forskellige interessenter mødes, fra byplanlæggere til individuelle ejendomsejere og nogle gange endda hele lokalsamfund. Der er så meget at tage hensyn til: politiske interesser, bekymringer om økonomisk udvikling, boligbehov, biodiversitet og ikke mindst levesteder for vilde dyr og planter, bare for at nævne nogle få. Det handler om at bringe alle disse elementer sammen for at skabe grundlaget for nye løsninger.

SIMON: En af udfordringerne er at forsøge at være mere proaktiv i forhold til klimaprognoser og mindre reaktiv, efter at begivenhederne er indtruffet. Ligesom mange andre byer har vi her i New York haft vores andel af opvågninger om klimaforandringer. Før orkanen Sandy i 2012 var der en vis dialog og politisk beslutningstagning omkring stormfloder - men ikke nok, og slet ikke nok finansiering. Før den tropiske storm Ida i 2021 var der en vis dialog og politisk beslutningstagning omkring skybrud - men ikke nok og slet ikke nok finansiering. Nu er klimatilpasning i alles bevidsthed, men vi er også klar over, at det er ekstremt vanskeligt og dyrt. Tilgangen i mange byområder har været at hæve deres kanter for at holde vandet ude. Men disse statiske, hårde infrastrukturløsninger er nogle gange kun løsninger på mellemlang sigt på det grundlæggende problem med stigende havniveauer. Og de er bestemt ikke gode til at arbejde med vand og hæve naturen.

Hvorfor har vi endnu ikke fundet den gyldne nøgle til kysttilpasning i byerne?

NEIL: Hvis vi ser tilbage på de sidste 150 års urbanisering rundt om i verden, har det ledende princip næsten overalt været at udvikle områder til engangsbrug. Det er i bund og grund derfor, vi har industriområder, rekreative områder, boligområder, landbrugsområder og så videre. Selvom det virker som en intuitiv måde at planlægge områder på, er det faktisk dårligt afstemt med, hvordan økologien fungerer, og hvordan vand er indlejret i bydesignet. Først for nylig er vi begyndt at se en ny bølge af integreret planlægning med flere anvendelsesmuligheder, hvor en naturbaseret tilgang fokuserer på vand i grønne områder i stedet for i rør, og hvor boliger, detailhandel, industri og endda landbrug eksisterer side om side.

SIMON: Som Neil sagde, har skiftet fra single-use-områder i byerne til multi-use-distrikter været en stor sejr for byområderne. I USA og rundt om i verden har vi set gamle industriområder blive omdannet til levende og multifunktionelle områder, der giver fordele for lokale økonomier, boliger, adgang til havnefronten, retfærdighed og mange andre fordele for byerne. Men efterhånden som vi er begyndt at opleve hyppigere virkninger af klimaforandringer, er disse meget reelle "sejre" langs havnefronten kommet med et nyt sæt problemer, når det gælder klimatilpasning og et behov for naturbaserede løsninger.

Hvad kan byplanlæggere og beslutningstagere gøre for at hjælpe i betragtning af byudviklingens historie og det aktuelle behov for beskyttelse mod oversvømmelser ved havnefronten?

NEIL: For det første vil filosofien om engangsbrug i kystområder forhåbentlig snart høre fortiden til og blive erstattet af en meget bredere forståelse af, hvordan boliger, industri, detailhandel og rekreative områder kan forenes under ledelse af det naturlige økosystem for at skabe rum, hvor mennesker og natur trives. Beskyttelse mod oversvømmelser er kun ét element; behovet for at vende det nuværende kollaps i biodiversiteten er en anden vigtig drivkraft. Vi har brug for en helt ny tankegang, når vi tænker på kystområder, og vi er nødt til at inddrage et meget mere varieret sæt af interessenter i beslutningsprocesserne.

SIMON: Jeg er enig med Neil. For mig er det klart, at den tidligere klimatilpasnings "lappeløsning" bør erstattes af en langt mere proaktiv tilgang til klimatilpasning, som ikke kun tager hensyn til de umiddelbare behov for beskyttelse mod oversvømmelser, men også til de langsigtede konsekvenser af stigende havniveauer og ekstremt vejr. Fra et designperspektiv er det virkelige gennembrud, når vi begynder at lukke vandet ind i stedet for at holde det ude, hvilket betyder, at vi begynder at designe kystbyer, der er kompatible med andre dimensioner af naturen. Som samfund er vores udfordring lige nu at håndtere fremtidige begivenheder, ikke kun de nuværende. I bund og grund tvinger klimaforandringerne os til at se meget langsigtet på, hvordan vi ønsker, at både nuværende og kommende generationer skal leve.

Hvordan ser du på kystudviklingen i byerne om 10-15 år?

NEIL: Med fare for at blive for poetisk håber jeg, at vi endelig har indset, at vi ikke bare kan kontrollere vandet; vi skal interagere med det. Vand er så tæt på vores liv. Vores civilisation har altid været tiltrukket af vand, og næsten alle vores større byområder i verden ligger tæt på vand. Faktum er, at vand i sidste ende vil gøre, hvad det vil, så jo mere vi arbejder med vand, desto bedre. Fra fortidens oprindelige folks cykliske praksis til moderne naturbaseret bydesign er den virkelige forandring at lade vandet gå, hvor det vil gå, og lade det være, hvor det vil være. Det bliver starten på en ny æra af bæredygtigt bydesign.

SIMON: Jeg tror også, at en holistisk tankegang er både presserende og forsinket, og at partnerskaber er en vigtig ingrediens for at fremme innovation. Den gode nyhed er, at vi nu begynder at se en holdningsændring og en vilje til at tage fat på grundlæggende spørgsmål. Klimaforandringerne forsvinder ikke, men vi kan arbejde proaktivt med at udvikle holistiske strategier for at reducere risikoen for mennesker og andre truede arter, samtidig med at vi øger levedygtigheden. Forandringerne er langsomme, men de kommer, og vi har brug for, at alle spiller deres rolle.